Produktmiljø
Bæredygtighed
Hos Bang & Olufsen bestræber vi os på at producere miljøvenlige produkter. Vi har stor fokus på miljøhensyn – hvilket vores kunder også forventer.
Hos Bang & Olufsen producerer vi kvalitetsprodukter med lang levetid. Vores design er tidløse, og i hele verden er der hjem med 20-30 år gamle Bang & Olufsen produkter, der stadig fungerer perfekt.
Den gennemsnitlige levetid for et Bang & Olufsen produkt er 10-15 år uden tab af lyd- eller billedkvalitet. For at sikre en høj kvalitet og en lang levetid udsættes vores produkter for krævende mekaniske test, før de frigives til produktion. Produkterne testes for modstandsdygtighed over for kulde, varme, vibrationer, sollys, støv og lignende udfordringer.
Hvis der mod forventning skulle forekomme en fejl i et produkt i løbet af dets levetid, kan den selvfølgelig udbedres. Vi leverer reservedele, i lang tid efter produktet er udgået af produktionen, og vi har mekaniske erstatningsdele såsom front- og bagbeklædninger på lager, i tilfælde af produktet skulle blive ridset eller beskadiget.
Den høje kvalitet og lange levetid er to stærkt miljøvenlige aspekter af vores produkter. Hos Bang & Olufsen indtænker vi miljøvenlighed allerede i designfasen, og derfor har vi allerede en række omfattende miljøkrav på plads i udviklingsfasen. Vi kalder disse krav for miljøvenlige designstandarder.
Vores miljøvenlige designstandarder omfatter både lovkrav og vores egne strenge krav, der dækker områder, som endnu ikke er underlagt lovmæssige bestemmelser. Bang & Olufsen har udpeget en miljøkontrollør, som er ansvarlig for at sikre, at vores produkter overholder vores miljøspecifikke designstandarder.
Hvert eneste Bang & Olufsen produkt har sin egen database med relevante krav, som følger produktet allerede fra udviklingsfasen, hvor de miljøvenlige designstandarder fastlægges.
En projektleder er tilknyttet hvert produkt, og det er hans/hendes opgave at godkende kravene og produktets opfyldelse heraf. Produktet kan ganske enkelt ikke fortsætte til næste udviklingsfase, medmindre det opfylder de relevante miljøvenlige designstandarder.
Til sidst i udviklingsfasen skal miljøkontrolløren sikre, at kravene i produktdatabasen er opfyldt – ellers kan produktet ikke fremstilles. Implementeringen af de miljøvenlige designstandarder sikrer, at vores produkter overholder internationale bestemmelser på de markeder, hvor vi sælger vores produkter.
Vi udfører også test, der simulerer adskillelsen af produktet ved bortskaffelse efter 15-20 års brug. Det gør vi for at sikre, at produktet faktisk kan skilles ad i de nødvendige dele. Denne proces afføder som regel forslag til optimeret udnyttelse af bortskaffede produkter, som vi så kan anvende i senere udviklingsprojekter. Hele dette forløb har til formål at hjælpe os med at opnå miljøforbedringer i forhold til tidligere produkter ved at indregne faktorer som levetid i udviklingen af nye produkter.
Returordning
Elektrisk og elektronisk udstyr, reservedele og batterier, der er mærket med en overstreget affaldscontainer, må ikke bortskaffes sammen med almindeligt husholdningsaffald, og alt elektrisk og elektronisk udstyr, alle reservedele samt alle batterier skal indsamles og bortskaffes separat.
Når elektrisk og elektronisk udstyr samt batterier bortskaffes ved hjælp af de indsamlingssystemer, der anvendes i dit land, beskyttes miljøet og andre menneskers helbred. Desuden bidrages der til en betryggende og rationel anvendelse af naturlige ressourcer. Indsamling af elektrisk og elektronisk udstyr, batterier og affald forhindrer mulig forurening af naturen med farlige stoffer, som kan være indeholdt i elektriske og elektroniske produkter og udstyr.
Din Bang & Olufsen forhandler kan rådgive dig om den korrekte bortskaffelsesmetode.
I tilfælde af, at et produkt er for lille til at vise dette symbol, er det i stedet vist i vejledningen, på garantibeviset eller på emballagen.
Brugte batterier bør indsamles til genbrug.
Begrænsninger på brug af bestemte farlige stoffer
Begrænsninger på brug af bestemte farlige stoffer er globale. De forbyder brugen af bly, kadmium, heksavalent krom, kviksølv og de bromholdige flammehæmmende midler polybromobifenyl (PBB) og polybromodifenylætere (PBDE) i elektrisk og elektronisk udstyr.
Kina har ikke implementeret miljøkravene som resten af verden, så der er de nævnte stoffer ikke forbudte, men påhæftet en advarsel til kunderne.
Metoder til begrænsning af forurening forårsaget af elektriske og elektroniske produkter – Kina
Dit Bang & Olufsen produkt er mærket med dette symbol, der indikerer, at den miljøvenlige brugstid er 20 år.
Det elektroniske udstyr er mærket med oplysninger om eventuelle farlige stoffer eller dele. Hvis et produkt indeholder farlige stoffer eller dele, kan du finde yderligere oplysninger i den medfølgende vejledning.
Krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (642/2009/EF)
Se tv'ets tekniske specifikationer for oplysninger om strømforbrug og peak-luminans.
Tv'er og andet elektronisk udstyr fra Bang & Olufsen kan indeholde bly i visse dele eller komponenter, hvor der ikke findes et teknologisk alternativ, der overholder de eksisterende undtagelsesklausuler i RoHS-direktivet.
Tv'er med CCFL-backlight indeholder kviksølv, som overholder de eksisterende undtagelsesklausuler i RoHS-direktivet.
BeoVision 7-40 – kviksølvsmængde: 70 mg
BeoVision 6 – kviksølvsmængde: 28 mg
BeoVision 8-32 – kviksølvsmængde: 43 mg