bag kulisserne: Beolab 50
Jo enklere det skal være, jo mere kræver det
Andre Poulheim og Thorsten Frackenpohl går rundt på gangene uden for konceptudviklernes kontorer i Struer. De to tyske designere er lige fløjet ind fra Köln og er ivrige efter at komme i gang. De er her for at lægge sidste hånd på den nye Beolab højttaler.
Det er nu fire år siden, Bang & Olufsen begyndte at arbejde sammen med Noto, Poulheim og Frackenpohls tegnestue – et samarbejde, som indtil videre har givet os Beosound Essence, Beosound Moment og de banebrydende Beolab 90 højttalere.
Det arbejde, de er i gang med lige nu, er mindst lige så spændende, enkelt og vanskeligt. "Vi er nødt til at opfylde og overgå kundernes forventninger – og vi skal både være raffinerede og effektive," siger Andre Poulheim og tilføjer, at det tog nogle runder med Bang & Olufsens design- og konceptteam, inden produktidentiteten faldt helt på plads. Skulle den nye højttaler afløse Beolab 5, vores mest succesfulde højttaler nogensinde? Skulle den være lillebror til Beolab 90, som sandsynligvis er den mest avancerede højttaler på markedet lige nu? Eller skulle den være noget helt tredje?
Som det for det meste er tilfældet med Bang & Olufsen, besluttede vi at gå efter noget helt unikt.
Gør op med vanetænkningen
"Vi startede med en klar geometri," fortæller Andre Poulheim og fortsætter: "og derefter drejede det sig om at forfine det så meget som muligt." Før i tiden var Bang & Olufsens produkter typisk lige og geometriske, nærmest grafiske i deres udtryk. Designafdelingen er så småt begyndt at bløde formerne op og gå efter mere organiske former og detaljer, når det giver mening. Sådan forholder det sig også med Beolab 50.
"Et produkt er ekstra fascinerende, når det har et klart formål, og når man kan se på det fra år til år, uden at det mister sin relevans," siger Andre Poulheim.
Beolab 50 er en højttaler, der virkelig performer, og den har arvet en stor del af de banebrydende teknologier, der blev udviklet til Beolab 90. Når man arbejder på noget så teknologisk kompliceret som denne højttaler, er det altafgørende, at man har styr på de forskellige komponenter og al mekanikken – for målet er altid at skjule eller forskønne det indre "bæst". "Jo enklere det skal være, jo mere kræver det," bemærker Andre Poulheim med et smil og forklarer, "at Beolab 50 har en meget ren front og markante bagsider. Resten er skjult for det blotte øje. En solid aluminiumsskal holder al teknologien på plads og giver en fantastisk stabilitet. Man ser det essentielle, mens det mere komplekse er gemt væk. Selvom det ser enkelt ud, er det faktisk ret svært."
"Et produkt er ekstra fascinerende, når det har et klart formål, og når man kan se på det fra år til år, uden at det mister sin relevans."
Andre Poulheim
Industriel designer
Det var vigtigt, at man kunne se noget af Beolab 90 teknologien i produktet, og det opnåede vi ved hjælp af den akustiske linse, som langsomt rejser sig inde fra højttalerens indre for at analysere rummet, når højttaleren tændes, og kører ind igen, når højttaleren slukkes. "Linsen er så visuelt stærk, at det ville forstyrre højttalerens enkle struktur, hvis den var synlig hele tiden. Det er derfor, den bevæger sig og skaber lidt magi," fortæller Andre Poulheim og understreger "at den har en funktion, når højttaleren spiller. Den har et præcist formål og illustrerer den bagvedliggende teknologi, hvilket er afgørende. Når højttaleren slukkes, forsvinder linsen automatisk."
Både smuk og kraftfuld
Visuelt er der referencer til både performance- og designhøjttalere i Beolab 50, og der er træk, der går igen fra Beolab 18, Beosound Moment og Beovision 14. Trælamellerne på bagsiden afgrænser tydeligt bagsiden – hvis det i stedet havde været stof, ville man have haft sværere ved at identificere bagsiden. Hvis man står bag højttaleren og ser på lamellerne fra en lige vinkel, oplever man dens dybde – og får et kig ind til de rå kræfter i dens indre.
"Man får et glimt af teknologien indeni, men så snart man skifter vinkel, ser man kun overfladen og materialerne," siger Andre Poulheim og tilføjer, at trælamellerne også skaber en naturlig og varm kontrast til den strømlinede aluminiumsskal, der omslutter det hele.
Aluminiumskabinettet er en historie i sig selv. Her viser vi det polerede og drejede materiale, som det er. Man ser kanterne, som fremhæver højttalerens robusthed, og man kan tydeligt se mellemrummene mellem metallet, træet og stoffet, som er et markant udtryk for de over 90 års erfaring med præcisionsarbejde, som ligger bag konstruktionen af et produkt, der er så unikt som Beolab 50.
"Bunden af højttaleren er lettere og mere raffineret, som en ballerina, der står på sine tåspidser," siger Andre Poulheim, "og så er højttaleren så kompakt, at den er let at få plads til i hjemmet. Det er reelt set et spørgsmål om balance, og ved at lege med lydstyrke, overflade og former er det lykkedes os at skabe noget, der vil appellere til alle." Den visuelle alsidighed, der kendetegner Beolab 50, giver den en helt ny dimension og – ikke mindst – en bredere appel. Ved at ændre frontlameller og stof kan man selv tilpasse højttaleren, så den falder i den enkelte brugers smag og passer til vedkommendes indretning.
Tilmeld dig House of Bang & Olufsen
Få adgang til nye og begrænsede produkter, eksklusive arrangementer, særtilbud og meget mere før alle andre.