Bang & Olufsen Tom indkøbsvogn : Cart is empty
Beolit 17 testes under pres

Kvalitetstests

går til grænsen

Kom med indenfor i Bang & Olufsens "torturkammer", hvor en mand har fået til opgave at ødelægge vores produkter for at sikre det højest mulige kvalitetsniveau.

Dagbog fra en testdag i Struer

Blå elektriske blink fra en stroboskoplampe oplyser et printkort monteret på en enorm højttaler. Der er skruet op for frekvensen, og højttaleren hyler som en fløjte. Den stopper på en enkelt forstærkende tone – når frekvensen når printkortets resonans – og de flerfarvede elektriske ledninger flettes i slowmotion som med en slangetæmmer. I baggrunden høres dunkende og skramlende lyde fra et TV, der er lukket inde og presses til det yderste på "prærievognen", en maskine, der efterligner de bump og rystelser, man kan forvente på særligt tvivlsomme strækninger af den tyske Autobahn. Vi befinder os i Bang & Olufsens testlaboratorie i Struer, en række kælderværksteder, der kærligt kaldes "torturkammeret" af de medarbejdere, der arbejder her. Det er her, alle produkter og komponenter – fra printkort til fjernbetjeninger og hovedtelefoner – gennemgår grundige tests for at sikre pålidelighed, kvalitet og holdbarhed. Det er et sted, hvor fejlfri designgenstande udsættes for slag, ridser, kæderygning og store temperaturudsving for at sikre, at de er fremtidssikrede. Stroboskoplampen styres af Peter Loff, som har været testingeniør hos Bang & Olufsen siden 1996. Klædt i jeans og en blå- og rødternet skjorte ligner han ikke just en gal videnskabsmand med beskyttelsesbriller, men hans opgave er i bund og grund at søge og ødelægge. Han leder efter komponenter på det elektriske printkort i stroboskoplampen, som viser tegn på manglende stabilitet og kræver ekstra forstærkning i form af lim eller skruer. Det er produkttests, inden det endelige produkt har taget form. Han guider mig gennem uendelige rækker af maskiner, ovne, kamre og arbejdsstationer. Håndcreme, et billigt rengøringsmiddel med ammoniak og en flaskedispenser med sved (fremstillet af salt og eddikesyre) er stillet op på et bord for at teste overfladerne på en højttaler, og små blylodder dækket med sand bruges til at ridse plast- og aluminiumscovers. Der er et "tropisk kammer" med 93 % luftfugtighed, hvor produkterne kan opholde sig i 42 dage for at teste for korrosion, mens xenon-pærer sætter spot på højttalerkabinetterne i fire dage for at skabe en effekt af kraftigt sollys.

Gør produkterne perfekte ved at finde bristepunktet

Den grundigste af alle tests er HALT, der står for "Highly Accelerated Life Test". Forkortelsen lyder som en videreudvikling af Kubricks sansende computer fra Rumrejsen år 2001, og der er også et ret truende aspekt ved dens formål. HALT-testen udføres i Qualmark Typhoon 3.0-kammeret, et system, der anvendes af bilproducenter og militæret, hvor produkterne rystes, udsættes for ekstreme temperaturer og næsten når helt ud til deres bristepunkt. Jens Hjorth Drejer er lydingeniør og borer huller i en prototype af en højttaler, inden han tilslutter sonder og ledninger, så de kan styre den indvendige temperatur under testen. Der er skruet højt op for den lille højttaler, der spiller nummeret A Warrior’s Call af det danske rockband Volbeat, men den ser helt fredelig ud i Typhoon-kammeret bag syv lag hærdet glas. Dørene forsegles, inden snabellignende slanger pumper kvælstof ind i kammeret. Lyden er indkapslet, men signalet måles på en computerskærm, efterhånden som temperaturen sænkes. Med et interval fra -100 til +200 °C og mulighed for at skifte 70 grader inden for et minut repræsenterer HALT den mest avancerede teknologi – og er perfekt til køling af snaps og øl til julefrokosten, så længe man ikke starter vibrationscyklussen.

"Vi har et tæt samarbejde med designere og ingeniører for at sikre, at vi kan påbegynde disse tests, inden vi laver den endelige version. Jo tidligere vi opdager en svaghed, desto bedre."

Peter Loff

Testingeniør hos Bang & Olufsen

Hovedtelefoner tilsluttet en gammel computer

Ødelæg, ødelæg, ødelæg

"Vi er nødt til at bevæge os ud over specifikationerne for vores produkter," siger Turi Bach Roslund, som er testingeniør og arbejder med HALT-testen. "Hvis vi kun arbejder inden for specifikationerne, har vi ingen designmargen, og så er der risiko for, at et par hovedtelefoner eller en højttaler kan blive nedslidt." Så hvordan føles det at gennembore, nedbryde og slå på det håndværk og fine design, som deres kolleger har brugt flere måneder eller år på at skabe? "Vi har ingeniører siddende ved siden af os under testen, når vi opdager en fejl," fortæller Turi. "Min kollega og jeg jubler højt, mens de ser triste ud, fordi vi lige har ødelagt deres baby. Vi er begejstrede, når vi opdager en fejl – fordi det betyder, at den aldrig når ud til kunden. Vi ved, hvor meget besvær vi kan spare dem for, og hvor mange penge vi kan spare. Men jeg må indrømme, at det gjorde en smule ondt, første gang vi skulle ødelægge et produkt." Peter står ved siden af hende og smiler: "Men det kommer man over."

Kæderygende maskiner og disketter

Eksponering for elementerne – sol, frost og varme – skaber nye udfordringer for bærbare lydprodukter. Selvom Bang & Olufsen har årtiers erfaring med test af TV'er til brug i almindelige hjemlige omgivelser, er brugen af hovedtelefoner og Bluetooth-højttalere langt mere individuel og uforudsigelig. "Vi gør os forestillinger om, hvor de anvendes, men i dag tager folk deres højttalere med på stranden, eller bruger deres hovedtelefoner, når de kører på mountainbikes," siger Peter. "Det er vigtigt, at vi kender til denne adfærd, så vi kan udvikle de rigtige tests. Hvis vi udvikler nye højttalere, vil vi gerne vide, hvordan de skal anvendes. Hvis de skal anvendes i nærheden af en swimmingpool, er vi nødt til at tage højde for høj luftfugtighed, varme, solskin og klordampe. Vi skal sikre os, at alle materialer og komponenter kan klare elementerne." Meget af testudstyret er særdeles avanceret, men der er også en smule digital nostalgi i form af en computer med diskettedrev fra starten af 80'erne, som oprindelig blev udviklet til BBC. I Bang & Olufsens torturkammer styrer den gamle 64K-mikrocomputer luftcylindre, der simulerer bevægelsen af fingre, som trykker på knapper. Det er en bevægelse, som gentages i en tilsyneladende uendelig cyklus. "Hvis der bliver trykket på knappen på højttaleren en million gange, behøver vi bare at teste, om den kan klare det – og vi har naturligvis ikke tænkt os at sidde og gøre det selv." Alle muligheder skal udforskes, alle veje skal afsøges. Og alle cigaretter skal ryges. Et rum i plexiglas dækket med en passende farvet gul folie, er forsynet med en dispenser, som automatisk tænder cigaretter uden filter og sender røgen ind i testområdet. Der ryges 120 cigaretter om dagen i en proces, som gentages i 10 dage for at kontrollere for misfarvning og ydeevne. Peter åbner en sort æske med hovedtelefoner – splittet, ridset, hakket og medtaget efter adskillige overfladetests – og kabinettet fra en Beolit højttaler, der lugter, som om det havde stået på en snusket bar i årevis uden at spille andet end Tom Waits. Røgen havde skabt et nikotinplettet stjernemønster efter de skumpuder, der beskytter højttaleren.

Stay In Touch

Tilmeld dig House of Bang & Olufsen

Få adgang til nye og begrænsede produkter, eksklusive arrangementer, særtilbud og meget mere før alle andre.