Interview

Jeg kommer fra en mindre by ved navn Guildford, som ligger ca. 50 km syd for London. Efter at have læst filosofi og politik på universitetet i England tog jeg ud at rejse. Jeg mødte en dansk pige, da jeg arbejdede som skibums i Frankrig – Jeg fulgte med hende til Danmark og har ikke set mig tilbage siden. Det var i 2004. Vi slog op efter et par år, men jeg mødte en anden dansk pige. Og nu har jeg børn, hus og hele pakken. Jeg var faktisk kok, da jeg oprindeligt kom hertil. Men jeg blev interesseret i grafisk design, lærte mig selv en del og endte med at arbejde for den danske designer og kunstner Henrik Vibskov. Det gjorde jeg i otte år, og det var i den periode, jeg begyndte at fotografere. Og inden jeg vidste af det, var jeg både fotograf og grafisk designer.

Jeg elsker at gå om bag kulisserne og se ting, andre ikke får lov til at se. Jeg føler mig ekstremt heldig, fordi jeg kan få lov til det. Jeg er især interesseret i industrielt og videnskabeligt arbejde, fordi jeg her får mulighed for at udforske de vanvittige løsninger, mennesket finder på for at løse problemer. Som at bygge enorme infrastrukturløsninger for at forsyne byer med strøm eller hele kontinenter med svinekød. Eller enorme maskiner, der skal analysere de mindste partikler i universet for at hjælpe os med at forstå, hvad meningen med livet er. De arkitekturprojekter, jeg arbejder med, er nok af den mere finurlige slags. Men jeg har altid den samme tilgang til det emne, jeg undersøger, og jeg er ikke en konventionel arkitekturfotograf. Jeg er mere interesseret i at finde værker af excentriske og mere eller mindre glemte arkitekter med en anderledes tilgang til arkitektur, og vise deres værker på nye måder. Som f.eks. Jacques Labros værker i Avoriaz eller César Manriques på Lanzarote. Jeg startede med at skrive for et par år siden, da jeg følte, at det gav mine billeder ekstra kontekst. Jeg vil gerne give folk en fornemmelse af, hvad det er, jeg oplever, når jeg besøger disse steder, og derfor tilføjer jeg nogle oplysninger, som efter min mening gør billederne mere interessante.

Jeg er heldigvis kommet til et punkt, hvor det kommercielle og redaktionelle arbejde, jeg får tilbudt, er rigtig interessant for mig. Men jeg bruger stadig lang tid på at finde steder, som er interessante for mine egne projekter. Det kan kræve hårdt arbejde at komme ind nogle af stederne. Sommetider når jeg bare til en mur, hvor jeg får fat i den forkerte person, som simpelthen ikke kan forstå, hvad det er, jeg forsøger at gøre. Eller hvorfor projektet kunne være interessant for dem. Men som sagt er jeg blevet ret god til det med årene.

Et af de steder, det var lettest at få adgang til, var faktisk det sted, hvor jeg troede, det ville være sværest: den store partikelaccelerator hos CERN i Schweiz. Det startede med, at jeg ville besøge CERN som ganske almindelig turist. Men jeg sendte samtidig en e-mail til deres presseenhed og spurgte, om jeg kunne få lov til at se noget, som andre turister ikke ser. Til min store overraskelse tilbød de mig en helt privat rundvisning. Den eftermiddag var min guide en ingeniør, som havde arbejdet på partikelacceleratoren i omkring 30 år. Vi holdt kontakten ved lige, og jeg har besøgt stedet to gange siden. Og sidste gang var det CERN, der bad mig om at fotografere deres anlæg – lidt af et drømmejob for mig.

Et af de projekter, der virkelig skiller sig ud, er konstruktionen af Maersk Triple E i Sydkorea, det største containerskib i verden. Det fotograferede jeg for Wired Magazine. Det var helt fantastisk at se disse store skibsblokke blive løftet rundt og sat sammen som legoklodser. Jeg er også vild med historien om Danish Crown-slagteriet i Horsens, et af de største slagterier i verden.

Det var en helt speciel visuel oplevelse at se alt det lyserøde kød i en ekstremt systematiseret infrastruktur. Der er en særlig sort humor ved det, som jeg godt kan lide. For en som mig, der går meget op i mad, lægger det op til en meget interessant debat om den måde, vi forbruger mad på. Jeg har solgt en del rigtig store tryk fra den serie og synes faktisk, at det er ret vildt at tænke på, at de måske hænger over pejsen – eller sengen – hjemme hos nogen.

Og så var jeg selvfølgelig også rigtig glad for at lave The Art of Impossible-bogen!

Jeg husker Bang & Olufsen fra min barndom – min bedstefar havde et B&O TV – og det har altid været på min radar som en interessant virksomhed. Da jeg flyttede til Danmark, blev jeg endnu mere opmærksom på det. Det var helt klart en virksomhed, jeg skulle kigge nærmere på. Gennem en ven fik jeg arrangeret et møde med nogle meget højtstående personer i virksomheden, som jeg ville sælge idéen om at lave denne bog til. Til min store overraskelse gik de med til det. Jeg fik lov til at lave den bog, jeg gerne ville lave. Og de blandede sig meget lidt.